Undervisning

Supplér din faglige ekspertise i det pædagogiske eller sundhedsfaglige arbejde med børn og unge.
Så du kan stå sikkert i at varetage og samarbejde om den mentale trivsel og sundhed.

Oplæg og workshops for lærere og pædagoger

Hvorfor ved vi ikke det dér!?
Efter at have mødt denne reaktion adskillige gange i samarbejdet med skolelærere og pædagoger, omkring børn der ikke trives, er jeg blevet klar over, at der mangler viden og et fælles sprog, når det faglige netværk omkring børnene samarbejder om at løse problemstillinger og tilrettelægge tiltag, der skal forbedre/sikre trivslen.

I mine oplæg og workshops får læreren/pædagogen et indblik i nervesystemets “forretningsgange”, som både kan anvendes forud i planlægningen, men også som vej til forståelse af adfærd, som på den ene eller anden måde viser sig uhensigtsmæssig – for barnet og/eller fællesskabet. Her bringes neurofysiologisk viden i spil på en let tilgængelig måde – og i et sprog som kan bruges af både børn og voksne.

For at imødekomme det stigende behov for at inkludere neurodiversiteten i undervisning og skolefællesskab, bruger vi også tid på at få indsigt i, hvad der gør sig gældende i en ADHD-hjerne, og hvad det er med det angst, som også kan fylde en del i klasselokalerne.

—-
Omfanget af oplæg eller workshops kan variere efter behov – alt imellem 1,5 time til hele dage.
Udover undervisning og videndeling vil der være forskellige former for bevægelse, som er konkrete bud på aktiviteter, der kan indgå i en skole- eller børnehavedag.
Kontakt mig for et tilpasset tilbud, der matcher det aktuelle behov.

Oplæg og workshops for sundhedsplejersker og andre sundhedsfaglige

Sundhedsplejersker har en ganske særlige rolle i de danske børnefamilier – fordi de er der fra start, og fordi de møder alle danske børn. Derudover er sundhedsplejersken ofte den første, som bliver kaldt på, når en skolelærer eller pædagog ser en adfærd hos et barn, som vækker undren eller bekymring.
Derfor er det særligt vigtigt, at denne faggruppe kan føle sig rustet til at vurdere, navigere og sætte en retning både i forhold til forældre og evt. øvrige faggrupper.

På disse workshops dykker vi sammen ned i neurofysiologien og folder forskellige temaer ud, som sundhedsplejersker ofte vil møde i daginstitutioner og skoleregi – fx motorisk uro, ængstelighed, ADHD, mistrivsel og skolevægring. Alt sammen i et let tilgængeligt sprog, som efterfølgende vil kunne anvendes i samtale med forældre og andre faggrupper rundt om barnet.

Udover det teoretiske indblik i centralnervesystemet, vil deltagerne også kunne forvente at møde konkrete eksempler på kroppen og sansesystemets vej til regulering og stabilisering hos børn, der viser symptomer på at have et nervesystem på overarbejde.

Jeg vil bringe min viden og erfaring med behandling disse børn i spil, samt trække på erfaringer fra mit tætte samarbejde med sundhedsplejerskerne i Københavns Kommune fra min tidligere ansættelse i projektet Børn og Bevægelseskultur.

Om mig – og undervisning

Siden studietiden har jeg været optaget af formidling af fysioterapeutisk viden.

I min ansættesle ved Københavns kommune var jeg en del af bevægelsesprojektet Børn og Bevægelseskultur (BOB). Her indgik jeg i udvikling af materialer, undervisning af sundhedsplejersker, pædagoger og skolelærere samt sparring med faggrupperne i Tværfaglig Support.
I denne periode blev det klart for mig, at videndeling og undervisning har stor betydning for min motivation og arbejdsglæde.

Det ligger mig på sinde at bringe et neurofysiologisk perspektiv på børns mentale trivsel i spil hos faggrupper, der beskæftiger sig med børn. Min intension er at bidrage til det forebyggende arbejde for børnene, samt at støtte de voksnes rolle i børns mentale sundhed.

Undervisnigen kan tage forskellige former alt efter behov og kontekst – fx som kursusdage, kortere oplæg eller workshops ved pædagogiske dage og lignende.

Jeg glæder mig til at møde jer.

Her har jeg tidligere undervist: